Den første generation af fredningslove er nu 100 år gammel, og fredningsinstrumentet er fortsat statens ansvar og opdelt tematisk i bygningsfredning, fortidsmindefredning og naturfredning. I øjeblikket varetages administrationen heraf af Slots- og Kulturstyrelsen, der tillige har bidraget aktivt til arbejdet med kulturarvsmasterplanen for Nyborg.

Fredningsinstrumentet:

Nyborgs unikke kulturarv kom allerede meget tidligt i fredningsmyndighedernes varetægt. Allerede i 1918 – lige efter bygningsfredningslovens vedtagelse – blev bybefæstningen fredet i henhold hertil. Siden 1937 blev dette suppleret af den nye fortidsmindefredning. Fortidsmindernes afgrænsning og de dertil knyttede 100 meters beskyttelseslinjer fremgår af databasen Fund og Fortidsminder. Som det vil fremgå heraf er stort set hele Nyborgs indre by omfattet af fredninger, hvilket konkret betyder, at Slots- og Kulturstyrelsen har myndigheden til at afgøre, hvilke ansøgte ændringer der ville kunne gennemføres og på hvilke vilkår. Hertil kommer, at slotssø og voldgravs- og kanalsystemet er fredet i henhold til naturbeskyttelsesloven.

Det fredede fortidsminde og 100 meter beskyttelseslinjen i Nyborg bymidte. Kort Nyborg Kommune

Bygningsmæssigt er Nyborgs indre by repræsenteret med 26 bygningsfredninger, hvoraf langt de fleste er foretaget fra 1918-24. Også disse er under Slots- og Kulturstyrelsens tilsyn. Nyborg er således allerede for 100 år siden blevet erkendt som et kulturarvsmonument i national særklasse og hermed undergivet et tilnærmelsesvist heldækkende statsligt tilsyn.

Afgrænsningen af Christian 3.s byanlæg. Kort Nyborg Kommune

SAVE registrering: Bevaringsværdige bygninger og miljøer:

SAVE-registrering – Bevaringsværdige bygninger og miljøer: I et samarbejde med Nyborg Kommune udarbejdede fredningsmyndighederne (dengang Miljøministeriet ved Skov- og Naturstyrelsen) i 1994 Kommuneatlas Nyborg over bevaringsværdier i byer og bygninger. Midlet var kortlægnings- og registreringsmetoden SAVE (Survey of Architectural Values in the Environment). Ideelt set omfattede registreringen såvel arkitektoniske som kulturhistoriske og miljømæssige kvaliteter, som der burde tages hensyn til, når der planlægges nyt. Men som det også fremgår af navnet, er der en klar hovedvægt netop på arkitekturen, såvel på gade- som på ejendomsplan. Nyborgs fine klassiscistiske huse (fra ca. 1800) spiller som ”de betydeligste bygninger i Nyborgs bykerne” en hovedrolle med den velbevarede gadestruktur fra middelalderen og fæstningsarealerne som den strukturerende scene. Byens oprindelse, formål og funktionalitet indgår således ikke i undersøgelsen, hvorfor slottets rolle og hele middelalder- og renæssancehistorien også er meget underbetonet.

Man kan forstå Kommuneatlas-instrumentet som en hjælp til selvhjælp, eller rettere en hjælpende hånd fra staten til den enkelte kommune, efter at planloven af 1991 havde gjort hensynet til bevaringsværdige bygninger og bygningsmiljøer til et kommunalt anliggende, der følgelig skulle værnes – ikke gennem fredninger, men gennem kommuneplaner, lokalplaner og kommunal byggeadministration. SAVE-registreringen munder ud i en indplacering af bygninger i 9 klasser, hvoraf de tre øverste (1-3) betegnes ”høj bevaringsværdi”. I alt identificeredes 367 bygninger med høj bevaringsværdi i den daværende Nyborg Kommune. Der var en betydelig koncentration af bygninger med høj arkitektonisk og kulturhistorisk kvalitet netop i Nyborgs bykerne, hvor de sammen med rækken af fredede bygninger i høj grad indrammer slotskvarteret og fyrstespejlet og tillige leder ad rigets hovedstrøg fra turneringspladsen mod Kongens Skibsbro. Siden 1994 har Kommuneatlas Nyborg dannet grundlag for kommunens forvaltning af bevaringsværdierne.

Fredede og bevaringsværdige bygninger i Nyborg bymidte 1994. Kort Nyborg Kommune

Mere afgørende er det imidlertid, at det valgte fokus på de enkelte bygninger og deres arkitektur ikke forholder sig til og tilgodeser byens overordnede fortælling, som den er formuleret i visionen: Danmarks Riges Hjerte. Formålet med KAMP er således at tilvejebringe en ny samlet forståelse af byens bevaringsværdier, herunder tillige at supplere og udbygge SAVE-registreringen med udgangspunkt i kulturarvsfortællingen.

Museumslovens kap. 8

Museumslovens kap. 8 forpligter museerne til i et samarbejde med plan- og fredningsmyndigheder at sikre væsentlige bevaringsværdier for eftertiden. Museerne skal derfor også af kommunerne inddrages i udarbejdelsen af kommuneplaner og lokalplaner, der berører bevaringsværdier, ligesom museerne i et tæt samarbejde med kommunernes bygningsadministration skal underrettes i forbindelse med behandlingen af byggesager f.eks. ansøgninger om nedrivning eller byggetilladelser. Det er museernes opgave at påpege, registrere og undersøge kulturhistorisk værdifulde elementer med henblik på at sikre deres bevarelse eller i hvert fald at dokumentere forholdene, f.eks. gennem arkæologiske undersøgelser, såfremt et anlægsarbejde truer fortidsminder. Som forebyggende foranstaltning er der landet over ved Slots- og Kulturstyrelsens foranstaltning udpeget en række særlige Kulturarvsarealer; en betegnelse for særlige kulturhistoriske interesseområder, hvor der formodes at være en tæthed af betydningsfulde fortidsminder, hvorfor området fordrer en særlig bevågenhed, når der planlægges nyanlæg. I Nyborgs tilfælde er hele middelalderbyen udpeget som Kulturarvsareal.

Kommunens bevaringsarbejde

Mens staten gennem fredningsinstrumentet varetager nationale beskyttelseshensyn, er hensynet til og arbejdet med de øvrige bevaringsværdige bygninger og miljøer således – i et samarbejde med museerne – overladt til kommunernes planarbejde og byggeadministration. Lokalt er der store forskelle på, hvor mange ressourcer der investeres på dette område, og hvilken kommunalpolitisk bevågenhed bevaringsarbejdet har. I Nyborgs tilfælde er der tradition for en ret høj prioritering og et tæt samarbejde mellem kommune og museum. Rundt om og igennem bykernen strækker sig stadig kanal-, sø- og voldgravssystemet fra 1200- og 1500-tallet med tilhørende grønne områder som fæstningsvolde, enge, moser og skov. Alt i alt et særegent kongeligt kulturlandskab, der i dag også er beskyttet som naturanlæg, dvs. som §3-område. Omkring kanaler og søer strækker sig en beskyttelseslinje på 150 meter fra brinken.

Konklusion

Nyborg er således i kraft af fredningsinstrumentet allerede i dag et stærkt beskyttet område. Det er imidlertid karakteristisk, at bygnings- og fortidsmindefredninger samt beskyttelseslinjer først og fremmest er et defensivt og restriktivt middel, der er skabt til at værne mod forandringer, i særlig grad forandringer som følge af større investeringer, mens fredningerne har vist sig langt dårligere som værn mod forfald, tilgroning og anden nedslidning af bevaringsværdierne. Hertil kommer, at fredningerne er meget bredspektrede i forhold til de kulturhistoriske interesser, der varetages. Bredden kan naturligvis opfattes som en styrke, men også som en svaghed, der giver et broget og mangefacetteret billede og dermed kan gøre det vanskeligt at prioritere bevaringsindsatsen.

I forhold hertil kan KAMP opfattes som en overbygning, der gennem sin prioriterede hovedfortælling gør det muligt at arbejde ikke blot defensivt, men aktivt og offensivt med at sikre og tydeliggøre de vigtige dele og helheder af den overordnede kulturarvsfortælling, samt tillige brede denne ud til de vigtige elementer heri, der befinder sig udenfor bykernen, f.eks. ved Slipshavn eller i Dyrehaven. KAMP handler således om kulturarv som aktiv ressource for samfundsudvikling og giver dermed et redskab til politisk prioritering og handling på området, eksempelvis ved opkøb og nedrivning eller restaurering af udvalgte elementer i fortællingen, eller ved at prioritere f.eks. facadeopretning i Rigets Hovedstrøg højt. På denne vis fungerer KAMP som det politiske handlingsprogram for at understøtte og tydeliggøre den fysiske kulturarv, der manifesterer verdensarvssatsningen: Nyborg – Danmarks Riges Hjerte med fokus på parlamentsbyen og reformationskongens residensstad. Den geografiske afgrænsning af KAMP er således sammenfaldende med verdensarvsatsningens afgrænsning, om end i begge tilfælde med udkik til de omliggende understøttende elementer.