”Fyrstespejlet” – Nyborg som kongelig residensby. Hvor omlægningen af vandsystemet og opbygningen af de nye volde primært tjente militære og praktiske formål, gennemførte Christian 3. samtidig en række indgreb i bystrukturen, som helt klart viser en vilje til at omskabe Nyborg til en residensby med nye elementer, hentet til Danmark fra den europæiske renæssances byidealer. Det ene nyanlæg opstod i 1548 med opkøbet af tre ejendomme øst for Slottet på nordsiden af Nørregade, hvor der blev anlagt et stort rektangulært torv, der skulle fungere som turneringsplads. Turneringer, som gennem middelalderen havde været adelens privilegium, blev i senmiddelalderen i stigende omfang henlagt til byerne, både af praktiske og repræsentative hensyn. Gennem senmiddelalderen udviklede turneringerne sig samtidigt fra gruppekamp og tvekamp til store ”spektakler”, der krævede mere og mere udstyr. I den sidste fase i 1500 tallet blev turneringerne udtryk for adelens symbiose med kongemagten og blev derfor stort set kun henlagt til de europæiske residensbyer. I Danmark blev der bl.a. anlagt ”rendebaner” ved Koldinghus Slot (en bred gade, der stadig bærer navnet) og ved Sønderborg Slot (hertug Hans den Yngre, efter 1571).

Christian 3.s turneringsplads i brug til sit oprindelige formål i 2016. Nyborg Kommune  

På den måde var udlægget af en turneringsplads måske et af de tydeligste symboler på, at Nyborg var udvalgt som residensby. Få årtier efter var tiden løbet fra turneringspladser, og kong Frederik 2. forærede derfor turneringspladsen til byen som markedsplads. Samtidig støttede kongen opførelsen af et storslået muret renæssancerådhus vis-à-vis slottet. Kronen (staten) og bystyret har siden da flankeret turneringspladsen, og rådhuset kan stadig erkendes som en 1500-tals bygning, om end i forhøjet og ombygget stand fra 1863. Med det nye store torv indledte Nyborg samtidig en bølge af anlæg af store rektangulære torve. I middelalderen var en række danske byer ganske vist blevet forsynet med store torve, men derefter måtte de fleste byer klare sig med den torveplads, de havde fået tilmålt. Med renæssancens nye krav til repræsentative by-rum blev store torve et symbol på en rigtig by. Og her faldt det sig så heldigt, at der efter Reformationen blev mulighed for at nedlægge kirker og klostre til fordel for torvepladser, som f.eks. Stortorvet i Malmø 1632-46 og i 1580’erne Nytorv i København.

Kongens Skibsbro - dansk guldaldermaler, 19. årh’s midte. Østfyns Museer  

Det andet nyanlæg kom med flytningen af Skibsbroen på Holmen til lige for enden af Adelgade med etablering af Strandporten. I den forbindelse blev Adelgade udvidet til en bred processionsgade ved tilbagerykning af den vestlige husrække– et repræsentativt byrum, hvor kongen kunne have sine heste og ryttere opmarcheret i forbindelse med ankomst eller afgang over Storebælt. Også dette element var en klar nyskabelse i de danske byers udvikling. Tilsvarende værdige adgangsveje til kongelige steder blev først langt senere anlagt i andre byer, som f.eks. Nygade i København (til Rådhuset) 1685, Nygade i Roskilde(til Palæet og Domkirken) 1735 og Højbro Plads (til Christiansborg) 1795.

Christian 3.s ombygning af Nyborg var ikke blot en indretning af Nyborg som residensby, men også en introduktion af renæssancens nye byidealer. Fra Italien og det sydlige Europa bredte der sig helt nye måder at se på byer og bygninger.

Stjerneformet byplan - Kort over Palmanova ved Venedi i 1593  

De nye tankegange var ikke bare ”skrivebordsarbejde”; i praksis udviklede der sig hurtigt en hel ny fornemmelse for rum: De lige gader, de rektangulære karréer og pladser, ”skakbræt”- eller ”stjerne”-byplan. Gennembruddet for den nye tankegang kom ikke mindst under Christian 3., som bl.a. systematisk søgte at omdanne de kongelige slotte til firlængede anlæg: Koldinghus, Sønderborg – og til dels Nyborg Slot med ”Kongefløjen” i nordvest.