Strandvængets brutalistiske arkitektur set i 2018. Foto af Peter Holm  

Strandvænget dækker et 14,8 ha stort område, hvoraf 9,3 ha benyttes til park. Området er beliggende i den nordlige del af Nyborg by ud til Storebælt. Bygningskomplekset, hvoraf størstedelen blev nedrevet i 2019, rummede indtil 2014 en forsorgsinstitution for udviklingshæmmede. Bygningerne rummede derefter indtil 2018 et asylcenter.

Plantegning af Strandvænget og parken ned mod Storebælt fra 1970. Nyborg Lokalhistoriske Arkiv

Strandvænget var tegnet af Vejle-arkitekten Jens Malling Pedersen og opført for Statens Åndsvageforsorg i starten af 1970’erne i tidstypisk ”brutalistisk” arkitektur, hvor begejstringen for betonelementers rationelle og ærlige logik i bygnings-moduleringen var en del af DNA’et, og hvor detaljerigdom, omhu i udførelsen og håndværk i høj kvalitet tydeligt fremgik. Institutionen udgjordes af boafdelinger, behandlingsrum og fællesfunktioner samt en teknisk afdeling, der var samlet i 17 bygninger og flere mindre bygninger. Byggeriet bestod af fællesbygninger i flere etager og lavere byggeri med boliger for stedets beboere og personale. Fælleshuset, som indeholdt festsal, mødelokaler og andre birum, var en af de mest markante bygninger i området. Områdets placering ned til Storebælt og de store plæner, markante træer og den kraftige bevoksning har gjort stedet helt specielt og til et yndet udflugtssted, der også rummer bålpladser, legeplads og en lille zoologiske have drevet af Nyborg Kommune.

Anbefalinger

Når størstedelen af byggeriet er revet ned, er det planen at skabe plads til boligbyggeri i varierende højde på nuværende byggeris sokler, dog bevares det høje fælleshus. Strandvængets park bør bevares i sin nuværende udstrækning og med det indhold, der er i dag og fortsat være åben for offentligheden.

Boligprojekt fra 2018 af arkitektfirmaet Schmidt, Hammer og Lassen  

Skaberen af Strandvængets park - Svend Lund

Da han blev ansat 1. oktober 1971 var alt kaos: byggeriet var slet ikke færdigt og flere byggefirmaer var gået konkurs, herunder det store anlægsgartnerfirma, der havde enterprisen på plæner og flisebelægning. Og den berømte arkitekt for hele det samlede projekt, Måns Ginsman, havde kun udarbejdet en ufuldendt plan for parkarealerne.

Svend Lund var ikke uddannet landskabsarkitekt, men han gik til opgaven med krum hals. Svend Lund udtalte: ”Med Dansk Embedsgartnerforening var jeg hvert år på kursus et sted i landet. Her samlede jeg mange af de sidste hundrede års idéer om hospitalshaver. Jeg så også mange herregårde, og alt det inspirerede mig til have- og landsskabsstilen. Jeg ’huggede’ idéer rundt omkring og gav det et mere moderne og alsidigt udtryk.”

Svend var en ’self-made man’. Og det var ham, der – specielt med henblik på beboerne – indførte dyreholdet, ligesom han fik åbnet parken for offentligheden, og det var der delte meninger om blandt personalet: ”Nogle følte, de blev ’kigget på’ – det var den gamle historie om institutioner som lukket land, men jeg gik ind for at vi skulle prøve at integrere samfundet, så de, der boede på Strandvænget, var samfundsborgere ligesom dem, der boede ovre på den anden side af vejen.

”Svend Lund sagde om parken og de ’grønne kiler’, der giver et flot syn ned gennem parken til Storebælt fra Skaboeshusevej: ”Når man har med have og landskab at gøre, skal man en gang imellem gå en stille tur efter fyraften, hvor der er fred og ro, og have sine drømme og oplevelser. Hele haven og parken bygger på oplevelser, at få nogle ’kig’, nogle visuelle blik. De grønne kiler må aldrig plantes til eller bebygges. Hvis man lukker kilerne, de udsigtslinjer vi har, så kan man ikke vide, hvad der er bagved, hverken vand eller park. Der skal være åndehul og kighul ud til den offentlige vej. Bliver kilerne bebygget, så er området ødelagt for altid.”