Beskrivelse

I Saxos Danmarkskrønike (o. år 1200) berettes om, at Erik Emune (konge 1134-37) har en borg ved ”Arnakke”, der formentlig er identisk med den voldstedslignende banke Avernakke umiddelbart syd for Nyborg. Foreløbigt er der dog kun enkelte arkæologiske indicier herpå. Saxo Grammaticus beretter videre, at Svend Grathe (konge af Danmark 1146-57) ca. 20 år senere skulle have opført borg på begge sider af Storebælt for at befæste og sikre overfarten og gennemsejlingen. Formentlig har disse borge ligget ved Storebælts smalleste løb, og altså på Fynssiden ved Knudshoved. Foreløbigt er Svend Grathes borge imidlertid ikke lokaliserede.

Befæstningen af Storebælt fortsættes imidlertid i sidste halvdel af 1100-tallet, hvor Valdemar den Store o. 1170 opbygger borgen på Sprogø midtvejs på overfartsruten mellem halvøerne Knudshoved og Halsskov. Borganlægget på Sprogø anes i dag fra Storebæltsforbindelsens motorvej over øen som murrester ved fyr-bankens fod. Sprogøborgen kom til at fungere som forbindelsesleddet mellem Sjællandssidens Tårnborg (bevaret som markant voldsted) ved Korsør Nor og Fynssidens Nyborg ved Nyborg Fjord.

Fundamentet til Valdemar den Stores borg på Sprogø. Foto Peter Holm 2016