Beskrivelse

I 1657 blev der bygget en skanse ved den vigtige naturhavn Slipshavn, der igennem århundreder har spillet en rolle som fremskudt brohoved og havneanlæg for Nyborg, såvel hvad angår Storebæltsoverfarten som kontrollen med gennemsejlingen af Storebælt. Skansen blev fornyet i 1711 og atter engang fornyet i 1801 og ombygget i 1808 i forbindelse med englænderkrigene, hvorunder Slipshavn kom til at rumme landets næststørste base for kanonbåde. Men Slipshavn var også vigtig i fredstid, som base for lodsbådene og vagtskibet i Storebælt, ligesom der var toldkontor her. På sin vis rummer Slipshavn alle de ingredienser, der karakteriserer Nyborg som et centralt, befæstet, infrastruktur knudepunkt – blot i en fremskudt position.

Der var da også – såvel i 1600- som i 1700-tallet – planer om at flytte Nyborg ud til Slipshavn og integrere by og naturhavn i et nyt moderne fæstningsanlæg. Endnu i dag har Slipshavn bibeholdt sit militære præg med det bevarede skanseanlæg, en stor hangarbygning fra Første Verdenskrig samt base og kursusvirksomhed for marinehjemmeværnet. I forbindelse med englænderkrigene indrettedes hertil yderligere en række (nu forsvundne) skanser og kystbefæstningsanlæg rundt om Nyborg Fjord. Det gælder således ved Ålehuset, Avernakke, på Holmen og øst for Holckenhavn – som en understregning af områdets strategiske betydning.

Luftfoto af Slipshavn. Nyborg Kommune 2019