bbrnr

450-5484287-1

Hjørneejendom i tre etager, ni fag mod Nørregade og ni fag mod Skolegade samt afrundet hjørne. Fornem arkitektur; i hjørnefaget indgang ad nybarok portal med overvindue og indfatning i sandsten med pilastre og vaser. I anden etage i hjørnefaget et vindue med dekorativt sprosseværk i ovenlyset samt altan med svejfet gitter. De øvrige facader står i blank mur med ”løbende hund” friser mellem etagerne samt hvidmalet taggesims med tandsnit. Porte og døre med originale dør- og portfløje.

Opført 1914 for murermester A. Andersen og tømrermester C. F. Christensen med August Colding som arkitekt. En af byens stateligste og smukkeste etageejendomme i smukt samspil med Coldings apoteksbygning på Nørretorv (2016 Bladhuset).