Nyborg Slot set fra volden i 2015. Slots- og Kulturstyrelsen.

Nyborg Slot var først og fremmest en prægtig ringmursborg i røde munkesten og et af de tidligste og største byggerier i Danmark af det nyligt introducerede byggemateriale: teglstenen. Og et magtfuldt byggeri var det. I en rombisk form rejste det sig med 250 meters massiv teglstensringmur i omtrent to meters bredde og 8-10 meters højde. Den røde ringmur, der smukt kontrasterer vandets blå bånd, er for så vidt det konstituerende i borgen, men hertil føjedes allerede i anlæggelsesfasen et kraftigt rektangulært vagttårn (10x9 meter) i borgens nordøstre hjørne. Et fæstningens knudepunkt, der endog sikredes yderligere med et vandreservoir i kælderetagen og en direkte vandforsyning fra voldgravssystemet ved rørføring under ringmuren. Hertil kom mindre hjørnetårne og halvrunde flankeringstårne langs ringmurforløbet. Alt i alt i fæstningshistorisk sammenhæng et meget moderne og imponerende anlæg, der var tænkt så stort, at ringmursanlægget viste sig i stand til at bestå som borgens faste ramme igennem borgens næsten 500-årige levetid. Ja, mod vest og nord forstærkede Christian 3. endnu i 1540’erne ringmuren til dobbelt bredde for at kunne modstå kanonild – for dog allerede i det følgende årti at opgive denne taktik som forældet til fordel for store fremskudte græsklædte jordbastioner, men i omtrent 350 år ydede ringmuren således den egentlige borgbeskyttelse.

Kongefløjen i 2016. Foto Slots- og Kulturstyrelsen

Indenfor og op til ringmurens ly og læ placeredes allerede fra ringmurens opførelsestid to store grundmurede palatier, hvoraf det vestlige (30 meter langt) var til kongemagtens behov, mens det nordlige (27 meter langt) var indrettet til folke- og køkkenfunktioner. Også denne fordeling kom til at holde sig i hele borgens funktionsperiode. Selve borggården blev friholdt for byggeri med undtagelse af et mindre hus (grundplan 9x8 meter), der blev anlagt omkring år 1300, muligvis som følge af at det store vagttårn mod nordøst netop var brændt. Et nyt større vagttårn (hvoraf de nederste stokværk stadig er bevaret) blev herefter opført i midten af østfløjen i tilknytning til hovedporten til borgen. Tårnet havde med sine 14x13 meter i grundplan dobbelt størrelse i forhold til forgængeren, ligesom murtykkelsen øgedes fra 2-3 meter til 4 meter.

Vagttårnet. Foto Slots- og Kulturstyrelsen 2016

Indgangspartiet til borgen gennemløb en række moderniseringsfaser (med såkaldt tvingersystem, brohoveder, rundt tårn etc.) men forblev på samme sted igennem århundreder. Sydfløjen (mod fjorden) og østfløjen (mod byen) var bortset fra vagttårnet igennem århundreder kun sparsomt eller slet ikke bebygget. Det er først med Nyborgs udpegning som fast residensstad i 1525 og de følgende årtiers storstilede byggerier, at borgens indre endegyldigt forvandles til et firfløjet renæssanceslot i 3-4 stokværk og netop således, at det øverste stokværk krager ud over den gamle ringmur og åbner sig mod omgivelserne med store paladsvinduer. Middelalderborgen var blevet et renæssanceslot, hvis form dog fortsat var fastlagt af Valdemar Sejrs røde ringmur, og hvis forsvars-logik stadig var indlysende. Reformationskongen Christian 3. var den sidste konge, der lod borg og slot være ét, og som fandt det rimeligt, at de kongelige gemakker grænsede op til kanontårnet!

Nyborg 1659, stik af Erik Dahlberg. Rigsarkivet

Efter ødelæggelsen og nedgraderingen af slottets bygninger under svenskekrigene i 1650’erne satte forfaldet og nedbrydningsfasen ind. Allerede med gennemførelsen af det reducerede bastionsprojekt i 1660’erne stod det klart, at slottet ikke længere skulle tjene repræsentative formål, hvorfor en ny bastion - umiddelbart vest for Kongefløjen – afskar residensfløjens sammenhæng med den stort anlagte slotssø. I løbet af de følgende to århundreder blev syd-, øst og nordfløj med de tilhørende ringmurspartier nedbrudt, og tilbage blev blot Kongefløjen i vest med den tilhørende ringmursdel og den nedre del af det gamle vagttårn – begge dele nu reduceret til magasinformål for fæstningens garnison. Kommandanten overtog en del af slotsholmen til haveformål, og to en-etages værkstedsbygninger blev opført i 1850’erne til militærets brug.

Fæstningen nedlagdes kort efter (i 1869), og i de følgende årtier sløjfedes også en stor del af de bastioner, der omgav byen – bortset fra de centrale dele omkring slottet.

Igennem 250 år var slottet overgivet til fæstningens og garnisonens praktiske brug af de ledigblevne lokaler. Først da militæret rømmede byen i 1913 blev Nyborg Slot – som fortidsminde – overdraget til Nationalmuseet. I det følgende årti gennemførte museet ved arkitekt Mogens Clemmensen en restaurering og delvis rekonstruktion af Kongefløjen med det mål at genskabe reformationskongens imponerende slot. År for år finansierede staten dette arbejde indtil 1925. På dette tidspunkt var Kongefløjen i hovedsagen restaureret og genskabt, bortset fra det nederste stokværk. Den planlagte genopførelse af Christian 3.s trappetårn nåede kun til fundamenterne og måtte ligeledes udskydes ligesom den tilstødende del af Nordfløjen og den ønskede forhøjelse af det store vagttårn mod øst. Kort sagt blev restaurerings- og rekonstruktionsarbejdet afbrudt på halvvejen, og igennem de følgende årtier var der gang på gang initiativer til at fuldende Nationalmuseets projekt, der imidlertid alle led skibbrud, som hovedregel af økonomiske grunde.

Arkitekt Mogens Clemmensens tegning fra 1939 til et rekonstrueret Stranges Tårn. Antikvarisk Topografisk Arkiv, Nationalmuseet